Psykoterapi

Mit terapeutiske arbejde står på et solidt fundament af forskellige psykologiske retninger og metoder, der tilpasses dig og din proces, min faglige og personlige viden og erfaring, min medmenneskelighed samt min skarpe intuition.

Både samtalen og stilheden danner rammen om mit terapeutiske rum, mens indholdet skabes af det, der naturligt opstår gennem vores session.

Målet for terapien er ikke at slippe af med det, der udfordrer dig - hvad enten det føles svært, smertefuldt, kaotisk eller umuligt at rumme, men derimod at give det plads.

Jeg gør mig umage med at møde både dig og dine udfordringer i respekt og rummelighed. Og i mit terapeutiske arbejde støtter jeg dig i din proces med at øge din bevidsthed om lagene i din udfordring, såvel som i dig selv.

 

Alle udfordringer i livet indeholder udviklingspotentiale. Derfor er psykoterapi også selvomsorg; ligesom det i høj grad er modet til forandring.

Jeg er uddannet og certificeret ID-Psykoterapeut ved Vadum Dahl Instituttet, som er en godkendt psykoterapeutuddannelse.

Endvidere er jeg medlem af Dansk Psykoterapeutforening, der er din tryghed for et etisk og professionelt samarbejde.